Binderup Aa

Binderup Aa

Velkommen til bloggen for LBAa's medlemmer

Tilbage til hjemmesiden

FIGARO´S HÆVN

JapanPosted by Niels Ørtoft Tue, November 22, 2011 02:21:19

FIGARO´S HÆVN.

Siden starten af 90érne, hvor jeg blev medlem af vores forening, har åen trukket i mig uanset hvor jeg har befundet mig i den store verden. Men selv med disse stærke kræfter er det sjældent blevet til mere end 2 til 3 fiskedage om året. For to år siden så det helt skidt ud. Et rent 0 år, men et bryllup i august i Aalborg gjorde et besøg muligt, dog på den betingelse at pudlen Figaro fulgte med. En hund som min familie et halvt år forinden mere eller mindre modvilligt havde overtaget fra min svigermor, som havde fortrudt købet !

En fem timers køretur fra Nordsjælland blev det til inden bilen blev parkeret på Klit-gårdsvej. Derefter at drage afsted uden hund ville være dyreplageri og en gåtur blot til glæde for Figaro var udelukket med min allerede begrænsede fisketid fredag eftermiddag.

Figaro var en dygtig hund og som jeg godt kunne styre, så den holdt sig pænt indenfor en passende afstand fra mig. Der var meget vand over bredderne og Figaro var cirka 20 meter foran da han pressede sig under hegnet med poterne godt dækket af vand og strømledningen tæt presset ned over kroppen. Figaro hoppede op af ved dette totale strømchok med en total jordforbindelse. Ledningen fulgte med og det var som om han var oppe at slås med den. Da han kom fri gik han rundt i ring. Hvorfor tyren frygter hegnet forstås kun af dem der har været i Figaro´s sted.

Jeg samlede hunden op og prøvede at forklare, at det var hegnet og ikke mig der havde forvoldt ham så ubeskrivelig meget ondt. Det troede den ikke på. Så satte jeg mig ved siden af hegnet og i fællesskab rørte vi så ved hegnet uden jordforbindelse for at den skulle forstå at det var derfra det onde kom.

Figaro var dog ikke videre begejstret for at stødene. Selv mente jeg at de var uden sammenligning med stødet han havde fået. Jeg slap mit kærlige greb om Figaro og prøvede at skabe en leg, men han satte straks kursen mod bilen.

Figaro løb rundt om bilen kunne jeg se, men det tog jo sin tid at vende tilbage til bilen ved Klitgardsvej. Den samme ro fandtes ikke hos Figaro som var forsvundet, da jeg nåede frem. At jeg ikke så, at han forsvandt undre mig forsat, men engen, køerne og så meget andet ved Binderup appellerer jo til sanserne i en sådan grad at selv om kursen var sat, var der meget at se på med de få hundrede meter til bilen.

Figaro var som sunket i jorden. Lærken sang oven over mig. Glædede mig en stund derover mens jeg kiggede i grøfterne. Den altid travle trafik på Nibevej var jo ikke noget jeg nogen sinde har tænkt over tidligere, men pludselig gjorde jeg det, da flere store lastvognstog stod stille. Alt var stoppet. Som et billede fra en uheldsramt motorvej. Ind i bilen og fuldt fart mod Nibevej.

Figaro kørt ned på Nibevej var det eneste jeg kunne forstille, mens jeg med fuld fart nærmede mig hovedvejen. Sekunderne var nogle af de længste i mit liv. Ud på Nibevej kørte jeg slalom mellem de mange biler som holdt stille. Tragedien var lige om hjørnet indtil jeg så en lille prik. Figaro og i live ! Han var under halv højde af hans normale løbehøjde og han skiftevis løb og luntede mellem bilerne. Åbnede døren og råbte hans navn for fulde kraft. Men han løb lige forbi mig og fortsat et par hundrede meter i retning Nibe før han i voldsom fart løb ned af Klitgaardsvej. At vende bilen i trafikproppen varede dyrebare sekunder og da jeg nåede ned på Figaro´s flugtrute var han sporløs forsvundet.

Klitgaardvej har store vidder på begge sider og at finde en hund der gemmer sig var nærmest opgivende fornemmelse på forhånd. De næste 4-5 timer var jeg kørende, gående og kravlende. En umulig opgave føltes det og ikke hjulpet af håbløsheden da jeg på et tidspunkt gik helt ude ved fjorden.

Mørket kom og jeg kørte tilbage til Alborg uden Figaro. Ved midnatstid besluttede jeg mig for at køre ud til åen igen. Medbragte 2 sæt tæpper. En blev anbragt ved fiske-hytten og et andet ved siden af bilen, som jeg parkerede tæt ved Nibevej. Ventede en times tid. Intet skete faldt i søvn med døren åben. Klokken 02.30 om natten blev jeg vækket af noget vådt. Det var Figoro´s tunge på min kind. Om jeg var glad !

Nøjagtigt et år efter gik jeg ned til åen fra samme sted som året før. En halv dag var alt, men glædede mig. Tænkte på Figaro, som vi i mellemtiden havde fundet en ny familie til. Det havde gjort ondt at sige farvel til ham, men den passede ikke ind i vores liv og vi havde jo aldrig ønsket os en hund. Uanset hvad, var mine tanker splittede også ting jeg sidste år ville have gjort anderledes ved åen, men nu skulle åen nydes resten af dagen. Mit eneste besøg dette år.

Den eneste afbrydelse var en enkelt opringning jeg skulle foretage mig kort efter fiskeriets start. Greb ned i lommen. Det kunne ikke ske for mig ! Mobilen var væk og var havnet et sted i det høje græs ved vores skønne å. Aldrig har jeg før mistet en pung, nøgle eller noget andet vigtigt fra min lomme. Det havde jeg nu og resten af dagen gik forgæves med at søge efter den på engen.

Figaro fik sin hævn !

Niels Kirch Ørtoft

21. November 2011

  • Comments(1)//binderup.lbaa.dk/#post89